Kan det betale sig at lave sine egne brugertest?

Kan det betale sig at lave sine egne brugertest?

Hvad koster det at brugerteste et website? Kan det betale sig at lave arbejdet selv og hvad er der af fordele og ulemper ved det? Det er nogle af de spørgsmål dette indlæg søger at besvare.

Som sælger af noget, der reelt set er Danmarks billigste brugertest og samtidigt er et fuldt professionelt produkt, har jeg overvejet hvilke argumenter der kunne være for ikke at købe produktet (trods alt). Og for at komme argumenterne i møde, så har især et argument interesseret mig: “Jeg kan lave det billigere selv”.

Men kan du lave det billigere selv?
Og hvis du kan: Hvorfor så betale for det?

Det kan man naturligvis. Hvis man arbejder gratis, kan ingen konkurrere med prisen. Hvis ens arbejdstid ikke er bedre brugt, så kan alt lade sig gøre. Men lad os nu alligevel afprøve argumentet lidt mere seriøst.

Umoderede test

For overhovedet at udfordre “gør-det-selv”, så taler vi her om den billigste type af brugertest. Dem kalder vi typisk for de umodererede, for fjerntest eller for asynkrone test. Det er brugertest, hvor testdeltageren, sidder for sig selv og løser testopgaverne, uden at nogen ser med over skulderen eller blander sig. Det er den billigeste form for test, netop fordi, at det der koster, er den person der ellers skulle betales for at sidde ved siden af: Testlederen eller konsulenten eller hvem det nu kunne være.

I Danmark er der kun meget få virksomheder (så vidt jeg ved) der udbyder umodererede brugertest. Optuners faste pris på 5 umodererede brugertest og en rapport er 14.750. 

Så kan du lave en brugertest-rapport som disse, billigere end 14.750? Det er spørgsmålet – jo, fordi det må antages, at hvis ikke, så ville du naturligvis blot købe den hos de professionelle!?

Ok, så hvad er din timepris? Lad os bare lege at den er 300,- i timen. Det synes du ikke lyder af meget, men det giver en månedsløn på ca. 48.000 inkl. ferie og pension (Bruttotimetallet er 1.926 på et år). Det er fint nok til mange.

Lad os se hvad det kræver af timer at lave en brugertest.

Testopgaver

Først skal der skrives testopgaver. Forudsat, at du ikke skal læse op på hvordan man laver gode, relevante testopgaver, så tager det typisk et par timer, inkl. at kigge lidt på websitet, skrive og rette nogle gange. 2*300,- er 600.

Så skal der rekrutteres testdeltagere. Vi antager, at du ikke skal rekruttere meget specifikke typer. Normalt vil et bureau tage mellem 1.000 og 1.500 pr. person for at rekruttere specifikke brugere. Brugere der så også er screenet, så man er sikker på at de passer i målgruppen. Umodererede test bruger oftest personer der kan segmenteres på alder, region, køn og til dels uddannelse/job. I Optuner har vi vores eget panel af brugere vi trækker på. 

De personer kan du også selv finde, på Facebook eller i din omgangskreds. Men det tager nogle timer at kontakte dem, skrive til dem og et par mails frem og tilbage. Lad os være konservative og sige, at det tager dig 3 timer at indfange 5 testdeltagere. 3*300 er 900.

Så er der nogle praktiske ting. Du skal sende testopgaverne og testdeltagerne skal optage det de siger og det der sker på skærmen. En brugertest er som oftest minimum 30 minutter lang. Skal vi sige at inkl. at finde et værktøj der kan løse dem opgave, installere det og afprøve det – samt at linke det til testerne og forklare dem hvordan de skal bruge det osv. Alt det tager 3 timer? 900,- igen.

Brugertest giver flere salg og leads online

Analyse og rapport

Nu modtager du så de 5 brugertest-videoer fra dine 5 rekrutterede testdeltagere. Hos Optuner (eller vores konkurrenter) er der nu en person  der ser testen igennem, skriver udsagn fra brugerne ned, klipper skærmbilleder ud til rapporten og noterer hvor og hvad problemerne er. Du kan naturligvis vælge at være ligeglad med en professionel rapport. Og denne del af opgaven er også klart den mest tidskrævende. 

Antager vi at du kun skal se hver optagelse igennem 1 gang, så tager det dig sikkert omkring 3 timer. Altså 900 igen. Men skal du fx dele resultaterne med andre eller på anden måde lave en tilsvarende rapport, så skal du forvente at bruge omkring 14 timer på videoer og rapporter – og det er endda den mere øvede tid. Første gang tager det længere. Så hvis “gøre det billigere selv” samtidigt er “gøre ligeså meget”, så koster det dig minimum 14*300 = 4.200.

Måske skal dine venner også have et honorar? Hos Optuner giver vi et gavekort på 200,-

Så vi siger, at du giver dine venner 5*150 = 750.

Det store regnestykke

Nu er din egen “optimeringsrapport” klar. Hvad har den kostet dig?

Ifølge ovenstående har det kostet: 600 + 900 + 900 + 4200 + 750.

Det giver = 7.350,- hvis dine timepris er 300,-
Altså ca. 50%  billigere end Optuners den billigste.

Så ja, du kan gøre det billigere selv.

Har jeg lige hevet tæppet væk under min egen forretning?

Nej. Trods alt ikke. Her er hvorfor:

  1. Du kan gøre det billigere, jeg tror ikke du kan gøre det bedre (no offence – med det forbehold, at du er ikke usability-ekspert, men er det en anden snak). Bedre er ikke ligegyldigt. Høj kvalitet er lig med at de problemer der bliver udpeget i rapporten, faktisk har effekt på websitet når de bliver fikset. Ellers bliver der bare tilfældige rettelser.
  2. De tider jeg har skrevet ovenfor er de “øvede tider”, så du skal forvente at bruge langt flere timer. Sorry.
  3. Vi forudsætter, at du og dine testdeltagere har styr på det tekniske, men faktisk er det en relativt stor opgave at sikre både optagelse og kvalitet af brugertest-videoer. For ikke at tale om videoer der indeholder fejl og skal laves om osv. Vi har lavet 100-vis, så vi ved at det ikke altid går godt.
  4. Vi forudsætter igen, at du ved hvad du gør, men at lave brugertest er en kompetence som så meget andet. Fra at skrive gode testopgaver til at foretage analysen og at udvælge problemstillinger. Det er et specialiseret og kreativt arbejde, der let sluger meget tid.
  5. Og endeligt. Hvad koster din tid egentligt. Hvis du bruger den på noget du er god til, hvad er det så værd at få andre til at løse opgaven?

Så du kan gøre det billigere selv.
Som at reparere din bil eller lægge nyt tag på dit hus…

Så hvorfor vælger nogle at købe en færdig rapport, fremfor at gøre det selv

Fordi det handler om hvad din tid er værd, hvad du vil bruge den på – og så handler det om al den ekstra værdi det giver at få erfarne og professionelle personer på opgaven. Personer du efterfølgende kan diskutere problemer på websitet med, som kan hjælpe dig med at prioritere problemerne korrekt og guide dig mod en god løsning.

Og det mener mange er mere værd, end de par tusinde du potentielt kan spare. Det mener jeg også, men jeg er jo også inhabil og forudindtaget.

Så hvis du alligevel laver dine brugertest selv – hvilket jeg faktisk synes du skal gøre, for alle skal da lære at lave brugertest mindst en gang i livet – så vil jeg anbefale, at du læser Steve Krugs “Rocket Surgery Made Easy“, som er en super jordnær, enkel og sympatisk måde at lave brugertest. Ja du kan da også læse min usabilitybog, men Krug’s er nu engang bedre til formålet…

Men jeg håber du fandt det interessant at se lidt ned i motorrummet, på trods af den slet skjulte reklame og de vægelsindede konklusioner.

Skriv en kommentar (0) ↓

Skriv en kommentar

Få et gratis
optimeringstjek
af dit website

Ole Gregersen ser dit website igennem og kommer med konkrete forslag til optimering. Inklusiv 30 min. onlinemøde.